Temaer og grundtræning
Grundtræning vil bidrage til at din hund har et godt og trygt liv og styrke din hund i sine daglige rutiner, hvadenten du er konkurrenceudøver eller har en familiehund.
Her er nogle eksempler på temaer, som du og dine træningskammerater kan booke mig til. Temaerne fungerer bedst som halvdags-, heldagskurser eller som forløb med flere deltagere.
Frivillig håndtering
Har du en hund, som ikke bryder sig om at få klippet negle, børstet tænder, renset ører eller få sele på, så kan du træne Frivillig Håndtering, som er en gradvis tilvænning til det, som din hund har svært ved.
I Frivillig Håndtering lægger vi vægt på at læse hunden og hele tiden arbejde indenfor hundens tryghedszone.
Miljøtræning
Har du en hund, som er usikker på underlag, flagrende genstande eller glatte gulve, så vil Miljøtræning være en mulighed for at hjælpe hunden til at blive mere tryg. En sikker hund er en glad hund, og når hunden kan rumme at være i et miljø, vil den nemmere have overskud til den øvrige træning.
Min tilgang til miljøtræning består i at hunden er den primære initiativtager og at du som hundefører lærer, hvordan du hjælper og støtter din hund i sin udvikling. Jeg bruger ikke lokning, når jeg laver miljøtræning.
Empowerment
Har du en hund, som generelt er forsigtig, så kan du blive introduceret til Empowerment, som handler om hundens evne til at overkomme oplevelser og få en følelse af at have kontrol og handlemuligheder i forskellige situationer. Empowerment styrker hundens selvtillid og hjælper passive hunde til at tage mere initiativ.
Har du andre ønsker til temaer, er du velkommen til at kontakte mig.
Booking
For at booke mig, skal du kontakte mig på jkhundesport@gmail.com, så vi sammen kan lave en plan.
Priser
Prisen kan variere alt efter varighed og antallet af deltagere. Den pris, vi bliver enige om, er inkl. forberedelse og moms, og ekskl. kørsel fra Ringsted.
Alt det praktiske
- Kurset foregår et sted, som vi aftaler sammen
- Træningen kan være udendørs eller indendørs. Det vil koste halleje oven i prisen, hvis det er et sted, jeg booker. Jeg har mulighed for at booke indendørs faciliteter i Ringsted.
- Kurset kan finde sted udenfor almindelig arbejdstid, det vil sige fra kl. 17 på hverdage og i weekender
